OVERBLIK: Sådan tager Europa hul på genåbningen

Det meste af Europa har i ugevis været delvist lukket ned i et forsøg på at begrænse spredningen af coronavirus.

Den seneste tid er både smitte- og dødstal begyndt at falde over en bred kam, og derfor tager flere nu lande hul på en delvis genåbning af samfundet.

Her kan du se, hvordan det sker i en række europæiske lande:
* Tyskland.

Udvalgte skoler åbner mandag. Det samme gør religiøse samlingssteder, museer, mindesteder og zoologiske haver.

Kulturcentre, barer, restauranter, og sportsstadioner er fortsat lukkede. Større forsamlinger er forbudt mindst frem til 31. august.

* Italien.

Mandag åbner parker, og folk vil i begrænset omfang få lov til at besøge deres familie. Skønhedssaloner og frisører får lov til at åbne, og det samme gør restauranter – dog kun for takeaway.

Alle større butikker samt museer og biblioteker åbner 18. maj. Skoler forbliver lukkede frem til september.

* Spanien.

Siden lørdag har spanierne haft lov til at gå på gaden for at motionere – dog fortsat med en række restriktioner.

Fra mandag vil nogle små forretninger – herunder frisører – få lov til at tage imod kunder mod forhåndsaftale. Barer og restauranter åbner for takeaway.

* Belgien.

Ansatte på udvalgte arbejdspladser kan fra mandag vende tilbage til deres kontor. De fleste butikker åbner 11. maj, såfremt de overholder regler om, at kunderne holder afstand til hinanden.

Nogle skoler åbner 18. maj med maksimalt ti elever i klasserne.

* Portugal.

Udvalgte butikker får mandag lov til at åbne. Frisører og bilhandler kan også genåbne. Den 18. maj åbner skolerne for ældre elever. Her bliver restauranter, barer, museer og gallerier også åbnet igen.

Biografer åbner 18. maj med krav om fysisk afstand mellem kunderne.

* Østrig.

Større supermarkeder, frisører og udendørs sportsfaciliteter såsom golf- og tennisbaner er blevet åbnet i weekenden. Restriktioner på rejser er blevet fjernet, og forsamlinger på op mod ti personer er nu tilladt.

Restauranter ventes at åbne i midten af maj.

Kilde: AFP.

/ritzau/