Foråret lokker amerikanere ud i byerne

Amerikanske råd om at holde afstand testes ikke kun af genåbningen af frisører og flere andre virksomheder.

Varmt vejr og solskin er nemlig mindst lige så stor en udfordring.

Mens halvdelen af USA’s stater er begyndt delvist at genåbne deres økonomier, har mildt vejr lokket amerikanerne ud på de offentlige pladser.

Lørdag flokkedes tusindvis af amerikanere ved Washington-monumentet for at se en overflyvning med jagerfly, der skulle hylde amerikansk sundhedspersonales indsats under coronakrisen.

Og søndag har det varmeste forårsvejr hidtil lokket flere newyorkere på picnic og solbadning i byens grønne oaser.

Sidste uge måtte Californien lukke strandene i Orange County, efter at folk var flokket til den populære kystlinje, hvor temperaturerne nåede op omkring 30 grader.

New York Citys borgmester, Bill de Blasio, siger, at der har været nogle “reelle problemer” nær kajen i byen. Politiet vil derfor øge patruljeringen.

/ritzau/Reuters