EU vil indsamle mindst 7,5 milliarder euro til coronavaccine

EU er mandag vært for en online indsamlingskonference, hvor målet er at indsamle 7,5 milliarder euro svarende til cirka 56 milliarder kroner til behandling af coronavirus og udviklingen af en vaccine.

De 7,5 milliarder euro er det første mål i indsamlingen, som skal foregå som et “maraton” ifølge EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Der er nemlig brug for flere penge med tiden, sagde von der Leyen torsdag.

– Vi ønsker at bringe verden sammen for at levere forebyggelse, diagnostik og behandlinger mod coronavirus.

– Vores mål er at skaffe penge og at lancere et hidtil uset globalt samarbejde mellem sundhedsorganisationer og alle relevante partnere, sagde hun.

Det er muligt for alle lande, internationale organisationer, institutioner og virksomheder at hjælpe med at nå målet ved at donere penge.

Flere sundhedsorganisationer og lande som Tyskland og Frankrig er medarrangør af konferencen.

Det øjeblikkelige behov for at udvikle behandling og vaccine er 7,5 milliarder euro ifølge WHO og forskere. Det er derfor, det første mål er lige præcis dette beløb.

/ritzau/