Trump udtrykker glæde over gensyn med Kim Jong-un

Efter næsten tre ugers spekulationer, rygter og ubekræftede medierapporter om den nordkoreanske leder Kim Jong-uns helbredstilstand, viste han sig fredag offentligt igen, og det glæder USA’s præsident, Donald Trump.

– Jeg er glad for at se, at han er tilbage og har det godt, skriver Donald Trump i et tweet lørdag aften dansk tid.

Kim Jong-un deltog fredag i åbningen af en gødningsfabrik i Nordkorea ifølge et indslag på landets stats-tv.

Det var ifølge Reuters angiveligt første gang siden 11. april, at han trådte offentligt frem.

Kim Jong-uns fravær udløste spekulationer om, at han var alvorlig syg eller muligvis død.

Rygterne tog fart, da Kim Jong-un ikke viste sig ved fødselsdagsfejringen af landets grundlægger, Kim Il Sung, som blev født 15. april 1912.

Dagen er en stor mærkedag i Nordkorea, og som leder af nationen plejer Kim Jong-un at besøge mausoleet, hvor hans bedstefar ligger begravet.

Natten til lørdag dansk tid frigav Nordkorea billeder af Kim Jong-un under indvielsen af en gødningsfabrik. Billederne blev videregivet af det sydkoreanske medie Yonhap.

Det ene viste Kim Jong-un iført en sort Mao-dragt i færd med at klippe en rød snor over. Et andet billede viste en smilende Kim Jong-un foran fabrikken sammen med flere embedsmænd.

Den nordkoreanske leder viser ikke nogen tegn på sygdom på de to billeder.

/ritzau/