Tidligere italiensk epicenter noterer flerdobling af dødstal

I Italien er der registreret 474 dødsfald blandt coronapatienter det seneste døgn.

Det oplyser de italienske sundhedsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er det højeste niveau siden 21. april. skriver AFP.

Den store stigning skyldes især en opsigtsvækkende udvikling i den norditalienske region Lombardiet.

Her er der registreret 329 dødsfald det seneste døgn, hvilket er en markant stigning i forhold til fredag, hvor tallet var 88.

Netop Lombardiet har tidligere været et europæisk epicenter, da epidemien spredte sig fra Asien tidligere på året.

Hvorvidt den markante stigning i dødstallet i Lombardiet skyldes et efterslæb i opgørelserne eller en pludselig opblusning af epidemien oplyses ikke.

Med lørdagens opdatering er der i alt registreret 28.710 døde med coronavirus, og dermed er Italien stadig det land i Europa, hvor der er registeret flest coronadødsfald.

Mens det daglige dødstal er steget markant, så ligger niveauet for nye smittetilfælde tilsyneladende stabilt.

Således er 1965 personer testet positiv for virusset i løbet af det seneste døgn. Det er tredje dag i træk, at niveauet ligger omkring 1900.

Store dele af Italien har været lukket ned, siden coronavirusset for alvor brød ud i landet i februar og marts.

Den italienske regering planlægger nu at tage næste skridt i en gradvis genåbning.

Det betyder, at italienerne fra mandag for første gang i to måneder kan tage gåture i parker og besøge familiemedlemmer.

Samtidig vil restauranter få mulighed for at sælge takeaway-mad.

Premierminister Giuseppe Conte understreger dog, at restriktionerne kan blive genindført, hvis dødstallene igen begynder at stige.

– Vi skal fortsætte med at holde social afstand og fortsætte et maksimalt hygiejneniveau. Vi har gjort vores arbejde efter bedste evne. Fra mandag er det op til jer, siger Giuseppe Conte på et pressemøde lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/