Spaniere slippes løs efter 49 dage med streng nedlukning

Efter syv uger med streng nedlukning har folk i Spanien lørdag fået lov til at gå på gaden for at motionere.

Det sker som led i en gradvis genåbning af det spanske samfund.

Spanien, der er hårdt ramt af det igangværende udbrud af coronavirus, indførte i marts en streng nedlukning. Det har siden da kun været tilladt at forlade sit hjem, når det var højst nødvendigt.

Men efter 49 dage stort set i isolation har spanierne lørdag cyklet, løbet og surfet i byer som Barcelona og Madrid.

Blandt dem er 45-årige Mar Visser fra byen Castelldefels nær Barcelona.

– Jeg har længtes efter det her. Det er bedre end at løbe i mit hus eller at dyrke yoga eller pilates indenfor, siger hun.

Også Charlotte Fraser-Prynne, en 41-årig brite bosat i Madrid, har lørdag udnyttet de stærkt savnede friheder. Det skete tidligt lørdag morgen klokken seks med en løbetur nær byens Retiro-park.

– Jeg har set frem til det her i ugevis. Jeg har joket lidt med mine venner om, at jeg ville være den første, der kom udenfor i Madrid. Jeg er glad for at være ude efter seks uger med yogavideoer, siger hun.

Spanien har lørdag rundet 25.000 coronarelaterede dødsfald. Det er sket med en stigning på 276 døde fra fredag til lørdag, oplyser landets sundhedsministerium lørdag formiddag.

Det samlede antal dødsfald lyder nu på 25.100, hvilket svarer til over 53 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Til sammenligning har Danmark cirka 7,9 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Antallet af smittede er faldet på det seneste i Spanien, og sundhedsvæsenet er ved at finde fodfæste efter en travl periode.

Derfor håber landet på at få gang i økonomien med en delvis genåbning.

Tirsdag sagde den socialdemokratiske premierminister, Pedro Sanchez, at man arbejder med en plan bestående af fire faser. Den skal bringe Spanien til “den nye normal” ved slutningen af juni.

/ritzau/Reuters