Indien gør corona-app obligatorisk for alle ansatte

Den indiske regering har besluttet, at alle ansatte – både private og offentlige – skal installere en ny app og lade sig spore under coronakrisen.

Appen hedder Aarogya Setu, der kan oversættes til Sundhedsbro, og blev lanceret i april. Den indeholder et bluetooth- og gps-system, der kan holde øje med, hvor folk befinder sig. Systemet er udviklet af Indiens nationale informationscenter
Den nye app kan blandt andet bruges til at opspore smittekæder, hvis en person bliver testet positiv for coronavirus.

– Brugen af Aarogya Setu bliver gjort obligatorisk for alle ansatte – både private og offentlige, lød det sent fredag fra Indiens indenrigsministerium.

Det bliver lederne rundtom på de indiske virksomheder og organisationers ansvar at sørge for, at de ansatte har downloadet appen.

Indien har hidtil bekræftet knap 40.000 tilfælde af coronasmitte.

Over 1200 smittede personer indtil videre er bekræftet døde i det folkerige land, hvilket svarer til cirka 0,1 dødsfald per 100.000 indbyggere. Det tal er langt lavere end i en lang række øvrige lande.

Til sammenligning har Danmark 7,9 dødsfald på 100.000 indbyggere.

Indien forlængede fredag en skrap national nedlukning af samfundet under det igangværende udbrud af coronavirus.

/ritzau/Reuters