Efterslæb udløser stor stigning i coronadødstal i Lombardiet

I Italien er der registreret 474 dødsfald blandt coronapatienter det seneste døgn.

Det oplyser de italienske sundhedsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er det højeste niveau siden 21. april. skriver AFP.

Den store stigning skyldes især en markant udvikling i den norditalienske region Lombardiet.

Her er der registreret 329 dødsfald det seneste døgn, hvilket er en markant stigning i forhold til fredag, hvor tallet var 88.

Netop Lombardiet har tidligere været et europæisk epicenter, da epidemien spredte sig fra Asien tidligere på året.

Lombardiet står stadig for knap halvdelen af alle registrerede coronadødsfald i Italien, skriver nyhedsbureauet AFP.

Den pludselige stigning i dødstallet i Lombardiet skyldes, at 282 dødsfald fra april først nu er blevet en del af de officielle opgørelser.

Med lørdagens opdatering er der i alt registreret 28.710 døde med coronavirus, og dermed er Italien stadig det land i Europa, hvor der er registeret flest coronadødsfald.

Det vurderes, at det reelle antal døde ligger langt over niveauet i de officielle optællinger. Det skyldes, at de italienske myndigheder i vid udstrækning kun baserer opgørelserne på dødstal fra landets hospitaler, skriver AFP.

Dermed bliver dødsfald plejehjem og i det øvrige samfund kun i få tilfælde registreret.

Mens det daglige dødstal lørdag har taget et hop, så ligger niveauet for nye smittetilfælde tilsyneladende stabilt.

Således er 1965 personer testet positiv for virusset i løbet af det seneste døgn. Det er tredje dag i træk, at niveauet ligger omkring 1900.

Store dele af Italien har været lukket ned, siden coronavirusset for alvor brød ud i landet i februar og marts.

Den italienske regering planlægger nu at tage næste skridt i en gradvis genåbning.

Det betyder, at italienerne fra mandag for første gang i to måneder kan tage gåture i parker og besøge familiemedlemmer.

Samtidig vil restauranter få mulighed for at sælge takeaway-mad.

Premierminister Giuseppe Conte understreger dog, at restriktionerne kan blive genindført, hvis dødstallene igen begynder at stige.

– Vi skal fortsætte med at holde social afstand og fortsætte et maksimalt hygiejneniveau. Vi har gjort vores arbejde efter bedste evne. Fra mandag er det op til jer, siger Giuseppe Conte på et pressemøde lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/