Storbritannien når mål om 100.000 tests på en dag

Storbritannien har det seneste døgn registreret 739 nye dødsfald blandt coronasmittede.

Det er en stigning fra torsdag, hvor der var 674 dødsfald. I alt 27.510 personer har mistet livet i Storbritannien.

Det oplyser landets sundhedsmyndigheder.

Den britiske sundhedsminister, Matt Hancock, siger dog på et pressemøde, at landet har nået målet om at udføre 100.000 tests på en dag inden udgangen af april.

122.347 tests blev nemlig udført torsdag, siger han og kalder det en “utrolig bedrift”.

Dagen før – onsdag – blev der udført 81.611 tests.

Storbritanniens befolkning tæller omkring 67 millioner mennesker.

/ritzau/Reuters