Spaniens tal for coronadøde er stabilt – økonomien dykker

Yderligere 281 personer smittet med coronavirus i Spanien er døde. Det oplyser spanske sundhedsmyndigheder.

Dermed har i alt 24.824 coronasmittede i landet mistet livet.

Det er en lille stigning sammenlignet med torsdag, hvor der blev registreret 268 nye coronadødsfald.

Landet er et af de hårdest ramte, både hvad angår coronadødsfald og smittetilfælde. Og coronakrisen rammer også Spaniens økonomi hårdt.

Fredag meddeler økonomiminister Nadia Calvino, at landets bnp – bruttonationalprodukt – ventes at skrumpe med 9,2 procent i 2020.

Dertil stiger arbejdsløsheden til 19 procent fra 13,8 procent i slutningen af 2019.

Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi. Stigninger eller fald i bnp viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Ifølge Nadia Calvino ventes det imidlertid, at krisen aftager i 2021. Hun oplyser, at bnp’et her vokser med 6,8 procent.

/ritzau/Reuters