Medie: Kim Jong-un viser sig for første gang i tre uger

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, optræder offentligt for første gang i tre uger.

Det rapporterer det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap ifølge AFP.

Han skal have været til stede ved en gødningsfabrik nord for hovedstaden Pyongyang for at indvie den.

Det er første gang, han viser sig offentligt siden 11. april, rapporterer det nordkoreanske statslige nyhedsbureau KCNA ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Reuters har ikke uafhængigt kunne verificere meldingerne fra KCNA.

KCNA skal ifølge AFP også melde, at Kim Jong-un “deltog i ceremonien” fredag, og at alle deltagerne “brød ud i tordnende hurra-råb”, da han trådte frem.

De seneste uger har der floreret rygter om, at den nordkoreanske leder skulle være alvorligt syg og måske endda død.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, indikerede mandag, at han var vidende om Kim Jong-uns helbred, men at han ikke kunne tale om det.

Samme melding lyder fredag, hvor Trump bliver spurgt til, om Kim Jong-un er i live. Præsidenten svarer ifølge Reuters, at “vi vil have noget at sige om Nordkoreas Kim på et passende tidspunkt”.

Ifølge CNN har amerikanske myndigheder undersøgt efterretninger om, at Kim Jong-un skulle have været i “alvorlig fare” efter en hjerteoperation.

Rygterne tog fart, da Kim Jong-un ikke viste sig ved fødselsdagsfejringen af landets grundlægger, Kim Il Sung, som blev født 15. april 1912.

Dagen er en stor mærkedag i Nordkorea, og som leder af nationen plejer Kim Jung-un at besøge mausoleet, hvor hans bedstefar ligger begravet.

/ritzau/