Italien melder om færre coronadødsfald

Italien har i det seneste døgn registreret 269 dødsfald blandt coronasmittede. Det er lidt færre end dagen inden, hvor der var 285 dødsfald.

I alt er Italien dermed oppe på 28.236 coronarelaterede dødsfald, siden coronaudbruddet brød ud i landet i februar. Kun USA har flere dødsofre end Italien.

Der er bekræftet 1965 nye smittetilfælde, knap hundrede flere end dagen inden. Det oplyser italienske sundhedsmyndigheder fredag.

Men generelt er de daglige tal på, hvor mange der er smittede, tilbage på de niveauer, man så i begyndelsen af marts, skriver nyhedsbureauet AFP.

I takt med, at det daglige dødstal fortsætter med at falde, og de hospitalsindlagte patienter bliver færre, ser regeringen på muligheden for at lempe yderligere på den nedlukning, der er indført for at begrænse smitten.

– Jeg er sikker på, at hvis vi holder os til reglerne, kan vi bremse smittekurven betragteligt i nogle områder, skriver Italiens premierminister, Giuseppe Conte, i et opslag på Facebook fredag.

Mandag vil Italien så småt begynde at lempe på de tiltag, der blev indført for to måneder siden.

Dermed får italienerne lov at gå tur eller træne udendørs. Virksomheder begynder også at skrue op for produktionen.

Hvis det går godt, kan det komme på tale at åbne frisørsaloner og lignende, tilføjer Conte ifølge nyhedsbureauet dpa.

Fredagens tal viser, at antallet af alvorligt syge patienter på Italiens intensivafdelinger fortsætter med at falde. Fredag ligger der 1578 i sengene på intensivafdelingerne. Det er knap 120 færre end et døgn forinden.

Siden udbruddet kom til Italien i februar, er i alt 207.428 mennesker blevet bekræftet smittet. Det er kun overgået af USA og Spanien.

Af dem er der knap 101.000 mennesker, der på nuværende tidspunkt bærer på smitten. Det er omkring 600 færre end dagen inden.

Lidt over 78.000 af de smittede er erklæret raske.

Italien har testet 1,4 millioner mennesker ud af en befolkning på omkring 60 millioner.

/ritzau/Reuters