Bevæbnede mænd stormer regeringsbygning i Michigan

Vrede demonstranter bevæbnet med rifler stormede torsdag Repræsentanternes Hus i Michigan i protest mod coronavirusrestriktioner.

Hundredvis af demonstranter stormede regeringsbygningen i den amerikanske delstat for at vise deres utilfredshed med den demokratiske guvernør Gretchen Whitmers ordre om at blive hjemme.

Demonstrationerne begyndte allerede torsdag morgen lokal tid på græsplænen foran bygningen. Senere krævede demonstranterne at komme indenfor, men blev afvist af politiet.

Betjente fra delstatspolitiet iført masker blokerede dem således fra at komme ind. Men kun for en stund. Senere tiltvang demonstranterne sig adgang.

Flere politikere iførte sig skudsikre veste.

– Direkte over mig er der mænd med rifler, der råber af os, skriver senator Dayna Polehanki på Twitter sammen med et billede af fire mænd, hvoraf mindst en bærer et skydevåben.

Ifølge rapporter var guvernør Gretchen Whitmer beskyttet af delstatsbetjente, der også forhindrede en gruppe bevæbnede mænd i at trænge længere ind i bygningen.

/ritzau/AFP