Yderligere 124 personer dør i Sverige med coronavirus

Antallet af personer, der er døde i Sverige med coronavirus det seneste døgn, er opgjort til 124. Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse torsdag ifølge SVT.

Dermed fortsætter det høje daglige dødstal med at stige i Sverige. Det er i modsætning til de nordiske nabolande, hvor udviklingen er stabil, og hvor tallene er væsentlig lavere.

Det samlede dødstal har nu nået 2586 i Sverige. 1120 er kvinder, og 1466 er mænd.

Det tilsvarende dødstal i Danmark er 452.

I Norge oplyser myndighederne, at der inden for det seneste døgn er tre døde med Covid-19. Det bringer det samlede dødstal i Norge op på 209.

Frem til midnat natten til torsdag er eller har 7710 personer været smittet med coronavirus i Norge. Det er 43 flere end døgnet før. 99 er indlagt på hospitaler.

Det er 15 færre end onsdag. 30 af de indlagte er i respirator, skriver NTB.

De finske sundhedsmyndigheder kan fortælle, at syv er døde det seneste døgn med coronavirus, skriver avisen Hufvudstadsbladet. Det samlede dødstal er 206.

4906 er registreret smittet. Det er 43 flere end onsdag. 208 er indlagt på de finske hospitaler. Heraf behandles 51 på intensivafdelinger.

55 procent af de patienter i Finland, der har været indlagt på intensivafdelinger under coronakrisen, har haft kroniske sygdomme i forvejen.

Island har uændret 10 døde under epidemien. 1797 er eller har været smittet ifølge Reuters

I Danmark kan Statens Serum Institut torsdag oplyse, at 9158 er smittet med coronavirus. Det er en stigning på 150 personer i forhold til dagen før.

/ritzau/