Spanien har færrest coronadøde siden 20. marts

Antallet af døde i Spanien med coronavirus falder det seneste døgn til under 300, oplyser sundhedsministeriet i Madrid torsdag.

Det er opgjort til 268 døde mod 325 døgnet forinden.

Det er det laveste antal siden 20. marts og er en markant succes i kampen mod sygdommen Covid-19, der udløses af coronavirus.

Det samlede dødstal når torsdag således 24.542.

Spanien har den sidste uge haft dødstal på under 400 i døgnet, og to gange har antallet af døde med coronavirus ligget under 300.

På toppen af coronakrisen i starten af april var der flere dage over 900 døde i døgnet.

/ritzau/AFP