Fra næste uge må nordmændene være op til 50 sammen

Fra næste uge har nordmændene lov at samles op til 50 personer. Det er en del af den norske regerings planer for en gradvis genåbning af samfundet.

Hidtil har der – for at begrænse coronasmitte – været forbud mod at samles flere end fem personer i Norge.

Men det ændrer sig fra 7. maj, oplyser den norske sundhedsminister, Bent Høie, på en pressekonference torsdag.

Rådet om at holde to meters afstand til andre bliver torsdag ændret til én meters afstand, tilføjer han. Det gælder både inde og ude.

– Smittespredningen i samfundet er væsentligt reduceret, og både Folkehelseinstituttet og Helsedirektoratet mener, at en meter er tilstrækkeligt for at reducere smitterisikoen væsentligt, siger Høie.

– Det er vigtigt, at råd om afstand og smitteværn kan følges. Arrangementer uden en ansvarlig arrangør er ikke tilladt, tilføjer ministeren.

Ved arrangementer med op til 50 personer skal der være plads til, at deltagerne kan holde en meters afstand.

Arrangøren skal også have overblik over, hvem der er til stede, så man kan gennemføre en hurtig smittesporing, hvis det bliver nødvendigt.

Det betyder, at koncerter, teaterforestillinger og andre arrangementer vil kunne gennemføres, hvis de regler overholdes.

Samtidig åbner den norske regering for, at det fra 15. juni kan blive muligt at samles op til 200 mennesker. Det vil gælde sammenkomster som bryllupper, konferencer og lignende.

Sundhedsministeren understreger, at denne beslutning endnu ikke er taget. Det vil afhænge af, at smitten fortsat er under kontrol i Norge.

/ritzau/NTB