3,8 millioner melder sig ledige i USA

I den forløbne uge har 3,8 millioner amerikanere meldt sig ledige og søgt om arbejdsløshedsunderstøttelse ifølge officielle tal, skriver Wall Street Journal.

Det bringer det samlede antal ledige, der har søgt om understøttelse under coronakrisen, op på 30 millioner på blot seks uger.

Ledighedstallet for sidste uge overgår med mange længder samme uge sidste år. Dengang meldte 230.000 mennesker i USA sig ledige.

Det høje tal, der er offentliggjort torsdag, tyder på, at fyringer breder sig til sektorer, der ikke direkte har været berørt af nedlukninger eller andre indgreb for at bremse coronaudbruddet.

– Forholdene på arbejdsmarkedet er kraftigt forværret som reaktion på, at økonomien stort set er lukket ned for at inddæmme virus, siger cheføkonom Rubeela Farooqi fra High Frequency Economics til nyhedsbureauet AFP.

Hun forventer, at det samlede antal arbejdsløse i april vil være “chokerende højt”, når tallene kommer fra beskæftigelsesministeriet den 8. maj.

I en separat rapport, der også er offentliggjort torsdag, skriver handelsministeriet, at det private forbrug faldt med 7,5 procent, hvilket er rekordhøjt.

Det private forbrug tegner sig for over to tredjedele af USA’s økonomiske aktivitet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/