Trump beordrer kødproducenter til at åbne under pandemi

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har beordret, at landets kødproducenter skal forblive åbne.

Sådan lyder det natten til onsdag ifølge nyhedsbureauet AP.

Tiltaget sker i forsøget på at forhindre mangel på kylling, svinekød og andet kød på supermarkedernes hylder.

Over 20 kødproducenter er lukket midlertidigt under pres fra lokale myndigheder for at inddæmme spredningen af coronavirus. Herunder to af landets største, en i delstaten Iowa og en i delstaten South Dakota.

Andre har bremset produktionen, da medarbejderne er blevet syge eller er blevet hjemme for at undgå at blive syge.

– Sådanne lukninger truer den fortsatte kød- og fjerkræforsyning nationalt, og det ville være kritisk, hedder det i ordren fra Trump.

Ifølge fagforeningen for fødevareindustrien i USA er omkring 6500 medarbejdere, der arbejder med fødevareforarbejdning eller emballering, smittet eller har været i kontakt med smittede personer.

Tyson Foods, en af verdens største fødevarevirksomheder, kørte en helsidesannonce i The New York Times og andre aviser søndag med en advarsel om, at “fødevareforsyningskæden er i stykker” på grund af coronakrisen.

– Når producenter af svinekød, oksekød og kyllingekød bliver tvunget til at lukke, selv i korte perioder, vil flere millioner kilo kød forsvinde i forsyningen, hed det i annoncen.

/ritzau/