Storbritannien har næsten lige så mange coronadødsfald som Italien

Storbritannien har nu det næsthøjeste antal coronadødsfald i Europa, kun overgået af Italien.

Den officielle britiske opgørelse over antallet af coronarelaterede dødsfald er onsdag steget med 4419 til i alt 26.097.

Den store stigning skyldes, at myndighederne fra onsdag er begyndt at medregne dødsfald udenfor hospitalerne, herunder på plejehjem.

I det seneste døgn er der konstateret 765 dødsfald blandt personer, der havde udviklet Covid-19, som er den sygdom, coronavirus kan resultere i.

– Ethvert dødsfald af Covid-19 er en tragedie. Det er afgørende for os at følge det daglige dødstal for at hjælpe os med at forstå sygdommens konsekvenser, siger Yvonne Doyle, der er medicinsk direktør ved det britiske sundhedsvæsen (PHE).

– Disse mere komplette data vil give os et bredere og mere opdateret billede af dødsfaldene i England og vil bidrage til regeringens tilgang i den fortsatte beskyttelse af offentligheden, siger hun.

Det er kun Italien, der blandt de europæiske lande har registreret flere dødsfald end Storbritannien. Italien har omkring 600 flere dødsfald blandt mennesker med coronasmitte siden februar.

/ritzau/Reuters