Milliardæren Tom Hagen varetægtsfængsles i fire uger

Den norske rigmand Tom Hagen skal varetægtsfængsles i fire uger, lyder afgørelsen fra Nedre Romerike tingrett onsdag aften.

Tom Hagen er sigtet for at have dræbt eller medvirket til at have dræbt sin kone, Anne-Elisabeth Hagen, der har været forsvundet i halvandet år.

Anklageren krævede, at han bliver fængslet i foreløbig fire uger. Hagens forsvarsadvokat, Svein Holden, krævede ham derimod løsladt.

Retsmødet foregik for lukkede døre, hvorfor der ikke er kommet noget nyt frem i sagen i forbindelse med mødet.

Tom Hagen fastholdte forud for retsmødet, at han er uskyldig. Og derfor burde han få lov at gå fri, sagde hans forsvarer, Svein Holden, umiddelbart efter retsmødets afslutning.

Tom Hagen blev tirsdag anholdt, da han var på vej til arbejde. Det skete efter halvandet års efterforskning af Anne-Elisabeth Hagens forsvinden 31. oktober 2018.

I begyndelsen lød det, at hun muligvis var blevet kidnappet, men tirsdag fortalte politiet, at det vurderer, at kravene om løsepenge i sagen fungerede som røgslør for den egentlige forbrydelse.

/ritzau/NTB