Boris Johnson er efter streng sygdom blevet far

Den britiske premierminister, Boris Johnson, der lige er trådt ud af en månedlang sygdom med coronavirus, er onsdag blevet far.

Hans forlovede, Carrie Symonds, har født en dreng, rapporterer Sky News.

Nyhedsbureauet PA skriver, at både parret og deres nyfødte har det godt.

Den 55-årige Johnson er i forvejen far til fire børn fra tidligere forhold.

Det er den 32-årige Carrie Symonds første barn.

Selv om hun ikke er gift med Johnson, så flyttede hun ind i Downing Street 10, da han blev premierminister sidste sommer. Det er ikke tidligere set i regeringschefens officielle bolig.

/ritzau/