Biden står som sejrherre ved valg i Ohio via brevstemmer

Den tidligere vicepræsident Joe Biden bliver erklæret som vinder af Demokraternes primærvalg i Ohio, USA.

Det skriver det amerikanske medie NBC News natten til onsdag dansk tid.

Således står Biden til 72 procent af stemmerne, mens senator Bernie Sanders står til 15 procent af stemmerne.

Sanders meddelte i begyndelsen af april, at han standser sin kampagne som præsidentkandidat for Demokraterne. Han står dog fortsat på stemmesedlerne i de stater, der endnu ikke har afholdt valg.

Primærvalget i Ohio er udelukkende blevet afholdt via brevstemmer på grund af den igangværende coronaviruspandemi.

Valgstederne har meldt om enkelte vanskeligheder ved brevstemmesystemet, men ikke større udbredte problemer.

/ritzau/