325 dør i Spanien med coronavirus inden for seneste døgn

Antallet af døde med coronavirus i Spanien er det seneste døgn steget med 325, oplyser sundhedsministeriet i Madrid ifølge avisen El Pais.

Dagen før blev der registreret 301 døde inden for døgnet.

Men torsdagens opgørelse viser et lille fald i forhold til mandag, hvor 331 blev meldt døde med Covid-19. Det er navnet på sygdommen, der udløses af coronavirus.

Det bringer det samlede antal døde med coronavirus i Spanien op på 24.275.

Spanien er på grundlag af tallene i gang med at forberede en forsigtig åbning af samfundet efter en næsten total nedlukning i mange uger.

/ritzau/