USA foretager undersøgelser af Kinas coronahåndtering

Præsident Donald Trumps administration foretager “seriøse undersøgelser” af, hvad der skete i Kina ved coronavirussets indtog.

Det siger den amerikanske præsident på et pressemøde sent mandag aften dansk tid.

– Vi foretager meget seriøse undersøgelser. Vi er ikke tilfredse med Kina.

– Vi tror, at det kunne have været stoppet ved kilden. Det kunne have været stoppet hurtigt, og det ville ikke have spredt sig til resten af verden, siger han.

Det er ikke første gang, at præsidenten kritiserer Kina for håndteringen af coronavirusset.

Efter uger med ros til Kina i begyndelsen af året vendte Trump 180 grader med beskyldninger om manglende og forkerte oplysninger om virusudbruddet.

Han har også advaret om, at der vil være konsekvenser for Kina, hvis det bliver bevist, at de er ansvarlige for coronapandemien.

Coronavirus har sit oprindelige epicenter i den kinesiske millionby Wuhan. Søndag meldte de kinesiske sundhedsmyndigheder, at alle patienter med coronavirus er blevet udskrevet fra hospitalerne i Wuhan.

Pandemien har dræbt flere end 207.000 mennesker over hele verden, herunder flere end 55.000 i USA, viser tal fra Johns Hopkins University.

Det reelle dødstal kan være langt højere end det registrerede, og der regnes rundt i verden med et betydeligt mørketal for antallet af smittede med coronavirus.

I sidste uge erklærede USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, at USA var “meget overbeviste” om, at Kina havde fejlet ved ikke at rapportere om coronaudbruddet og dækkede over, hvor farlig virusset var.

Kinas udenrigsministerium har benægtet disse påstande.

/ritzau/Reuters