Stefan Löfven forsvarer Sveriges coronastrategi

Selv om Sverige har langt flere coronarelaterede dødsfald end naboerne i Danmark, Norge og Finland, så mener den svenske statsminister, Stefan Löfven, ikke, at Sverige har valgt en forkert coronastrategi.

Det siger han tirsdag på et pressemøde i det svenske parlament, Riksdagen, ifølge nyhedsbureauet TT.

Statsministeren vurderer, at det er svært at sammenligne døds- og smittetal fra forskellige lande.

– Der er lande med markant hårdere restriktioner end Sverige, der har højere dødsrater.

– Det er nemt at tro, at lukning og isolering vil fjerne virusset, men så let er det ikke, siger Löfven ifølge TT.

Sverige har ikke lukket samfundet i samme grad som de øvrige skandinaviske lande. Restauranter, værtshuse og skoler har eksempelvis ikke været lukket på noget tidspunkt i Sverige.

Partilederen for Liberalerna, Nyamko Sabuni, støtter Löfven i udmeldingen. Hun mener, at Sverige har “fundet den rette balance”.

– Jeg tror ikke, at nogen i dag kan sige, hvilken strategi der er den rigtige, men det er sandsynligvis helt naturligt, at et land, der ikke har valgt at lukke som andre lande, har højere dødstal.

– Hvilken strategi, der var rigtig, vil tage år at komme frem til, siger Nyamko Sabuni.

I Sverige, der har 10,2 millioner indbyggere, har 2355 coronasmittede personer mistet livet.

I Danmark og Norge, der har henholdsvis 5,8 og 5,3 millioner indbyggere, er dødstallene noget lavere. 439 har mistet livet i Danmark, og i Norge er antallet 206.

Norge og Danmark er først for nylig begyndt at åbne børnehaver og skoler for de mindste.

Liberale erhverv er åbnet i Danmark, men barer, restauranter, storcentre og en lang række erhverv må endnu ikke åbne.

Stefan Löfven siger også mandag, at han ikke kan vurdere, hvornår situationen vender tilbage til normalen i Sverige. Han advarer om, at man skal være klar på en såkaldt anden bølge af smitten.

– Det er meget vanskeligt at vide, om der er en anden bølge. Men vi skal være forberedt på det, siger han.

/ritzau/