Italien runder 200.000 bekræftede coronasmittede

Italien har tirsdag rundet 200.000 bekræftede tilfælde af coronasmitte. Det viser den seneste opgørelse fra landets sundhedsberedskab.

I det seneste døgn er der konstateret 2091 nye tilfælde af smitte. Det er en stigning i forhold til de 1739 nye smittetilfælde døgnet inden.

Samtidig er der registreret 382 dødsfald blandt personer smittet med coronavirus. Dagen inden var der 333 coronarelaterede dødsfald.

I alt er 27.359 mennesker med coronasmitte døde, siden virusudbruddet begyndte i Italien i februar.

Det er det næsthøjeste coronadødstal i verden, kun overgået af USA, der har flere end 56.000 coronarelaterede dødsfald.

Lidt over halvdelen af de smittede i Italien er stadig aktive smittebærere, nemlig 105.205. Det er et fald på omkring 600 i forhold til dagen inden.

Knap 69.000 af de smittede er erklæret raske igen.

Blandt de syge er 1863 mennesker så alvorligt ramt af virusset, at de er indlagt på en af Italiens intensivafdelinger. Det er et fald i forhold til dagen inden, hvor der var 1956 patienter på intensiv.

Dette tal har været faldende over en periode.

Italien har testet knap 1,3 millioner mennesker for coronavirus ud af en befolkning på omkring 60 millioner, meddeler det italienske sundhedsberedskab.

Premierminister Giuseppe Conte har meddelt, at Italien gradvist vil begynde at genåbne samfundet. Det sker fra mandag i næste uge, hvor italienerne igen vil få lov at gå tur udenfor – for første gang siden 9. marts.

De fleste butikker og andre virksomheder genåbner 18. maj. Restauranter og barer må vente til 1. juni med at invitere gæster indenfor igen, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters