Frankrig har færre coronapatienter på hospitalerne

Frankrig har registreret 367 dødsfald i det seneste døgn blandt personer med coronasmitte.

Det meddeler franske sundhedsmyndigheder tirsdag.

Dagen inden var der 437 coronarelaterede dødsfald. I alt er 23.660 mennesker nu døde med coronasmitte, siden udbruddet begyndte i februar.

Antallet af alvorligt syge patienter i intensivbehandling er fortsat faldende og ligger nu på 4387, viser opgørelsen tirsdag. Der er 221 færre patienter på landets intensivafdelinger i forhold til et døgn tidligere.

Når man også tæller de almindelige hospitalsafsnit med, er der 27.484 indlagte patienter med coronavirus i Frankrig. Det er en nedgang på næsten 600 indlagte i løbet af det seneste døgn.

Både antallet af indlagte og antallet af alvorligt syge på intensivafdelingerne har været nedadgående i de seneste to uger eller mere, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Antallet af nye bekræftede smittetilfælde er steget med 1520 i forhold til døgnet inden, viser de seneste tal.

Tirsdag har regeringen fremlagt sine planer for en gradvis genåbning af det franske samfund, som har været lukket ned siden begyndelsen af marts.

I den forbindelse sagde premierminister Édouard Philippe, at genåbningen ikke vil ske, hvis antallet af nye smittetilfælde overstiger 3000 i døgnet.

Genåbningen går i gang på mandag, hvor børn får lov at komme tilbage til børnehaver og til de mindste klasser i skolerne.

/ritzau/AFP