Brasiliens præsident undersøges for embedsmisbrug

Den politiske krise i Brasilien tager en ny vending, efter at en højesteretsdommer har bedt om at få undersøgt, om præsident Jair Bolsonaro har forsøgt at blande sig i politiets arbejde.

Det er en anklage, som er rejst af den populære afgåede justitsminister Sergio Moro.

Dermed sættes et forløb i gang, som i værste fald kan ende med en rigsretssag mod Bolsonaro.

Dommeren Celso de Mello har givet det føderale politi 60 dage til at afhøre Moro om hans eksplosive anklager mod præsidenten.

Udskriften af forhøret skal herefter afleveres til den brasilianske rigsadvokat. Herfra kan det munde ud i en retssag mod Bolsonaro. Men det kan også ende med en sigtelse mod Moro for falske anklager.

Moro er en tidligere undersøgelsesdommer. Han blev kendt for at anklage og få dømt politikere og erhvervsfolk for korruption til svimlende beløb.

Moro trådte tilbage fredag i vrede over, at Bolsonaro uden at tale med ham havde fyret den føderale politichef. I sit sidste pressemøde anklagede han den stærkt højreorienterede præsident for at benytte sig af hemmelige kanaler i politiet til at få indsigt i sager om efterforskning.

I en skrivelse fra dommer Mello opregnes der syv anklager mod præsidenten. Blandt dem for misbrug af embedet og forsøg på at hindre rettens gang.

Hvis efterforskningen viser, at Bolsonaro har begået overtrædelser, så sendes sagen videre til parlamentets underhus. Her skal det afgøres, om der skal indledes en rigsretssag mod præsidenten.

Spændingerne i forhold til Bolsonaro kommer, mens coronavirus dominerer den globale scene.

Bolsonaro har gentagne gange nedtonet faren fra coronavirus. Han har sagt, at det ikke kan forårsage ret meget mere end en forkølelse. Han har nægtet at følge råd om at holde afstand.

Tidligere på måneden fyrede han den populære sundhedsminister, Luiz Henrique Mandetta, som var meget uenig med sin præsident.

/ritzau/AFP