Saudi-Arabien afskaffer dødsstraf til mindreårige kriminelle

Saudi-Arabien vil afskaffe dødsstraf til mindreårige, der har begået forbrydelser.

Det oplyser Menneskerettighedskommissionen (HRC) i en erklæring med henvisning til Saudi-Arabiens kong Salman.

– Enhver, der har fået en dødsdom for forbrydelser, som er begået, mens han eller hun var mindreårig, kan ikke længere udsættes for henrettelse.

– I stedet får den enkelte en fængselsstraf på højst ti år i et ungdomsfængsel, lyder det i en erklæring.

Det er ikke oplyst, hvornår dekretet træder i kraft.

Meldingen kommer, dagen efter at Saudi-Arabien har afskaffet piskning som strafmetode.

Straffen erstattes af fængselstid eller bøder.

Sidste år slog Saudi-Arabien flere ihjel end nogensinde tidligere med 184 henrettelser – seks kvinder og 178 mænd. Det viser en ny rapport fra Amnesty.

I april sidste år halshuggede det sunni-styrede rige 37 mænd, der er dømt for anklager om terrorisme.

Den amerikanske menneskerettighedschef sagde på det tidspunkt, at de fleste af dem var shiamuslimer, der måske ikke havde haft retfærdige retssager.

Mindst tre var mindreårige, da de blev dømt.

/ritzau/Reuters