Saudi-Arabien afskaffer dødsstraf til mindreårige kriminelle

Saudi-Arabien vil afskaffe dødsstraf til mindreårige, der har begået forbrydelser.

Det oplyser Menneskerettighedskommissionen (HRC) i en erklæring med henvisning til Saudi-Arabiens kong Salman.

– Enhver, der har fået en dødsdom for forbrydelser, som er begået, mens han eller hun var mindreårig, kan ikke længere udsættes for henrettelse.

– I stedet får den enkelte en fængselsstraf på højst ti år i et ungdomsfængsel, lyder det i en erklæring.

Det er ikke oplyst, hvornår dekretet træder i kraft.

Meldingen kommer, dagen efter at Saudi-Arabien har afskaffet piskning som strafmetode.

Straffen erstattes af fængselstid eller bøder.

Piskning har været en almindelig straf for forskellige lovovertrædelser i Saudi-Arabien.

For eksempel blev skribenten Raif Badawi idømt fængsel og 1000 piskeslag i 2015 for at have fornærmet Islam. Han slap med 50 slag, da han var ved dårligt helbred.

Sidste år slog Saudi-Arabien flere ihjel end nogensinde tidligere med 184 henrettelser – seks kvinder og 178 mænd. Det viser en ny rapport fra Amnesty.

I april sidste år halshuggede det sunni-styrede rige 37 mænd, der er dømt for anklager om terrorisme.

Den amerikanske menneskerettighedschef sagde på det tidspunkt, at de fleste af dem var shiamuslimer, der måske ikke havde haft retfærdige retssager.

Mindst tre var mindreårige, da de blev dømt.

Saudi-Arabien har et ekstremt konservativt, ikke-demokratisk sunnimuslimsk styre og et retssystem baseret på sharialovgivning. Meget af den politiske magt ligger hos kongen og kronprinsen, Mohammad bin Salman.

Kronprinsen har gennemført en række reformer, men har også modtaget omfattende kritik, herunder i forbindelse med mordet på journalist Jamal Khashoggi på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.

/ritzau/Reuters