Nu er der over tre millioner bekræftede coronasmittede i verden

Over tre millioner mennesker i verden er nu bekræftet smittet med coronavirus. Det viser en opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University mandag.

USA alene står for knap en tredjedel af alle bekræftede tilfælde. Landet nærmer sig én million bekræftede smittetilfælde, viser opgørelsen mandag aften.

I gennemsnit har USA haft over 30.000 nye smittetilfælde hver dag i den seneste uge.

Endnu flere tilfælde – over 43 procent af det samlede antal – er bekræftet i Europa, hvor det især er Italien, Spanien og Frankrig, der er hårdt ramt.

Milepælen kommer, mens mange lande gør klar til gradvist at genåbne deres samfund igen, efter at store dele af verden har stået stille i de seneste otte uger.

Antallet af døde med coronavirus er mandag aften nået op over 208.000 på verdensplan, viser opgørelsen fra Johns Hopkins University.

Det svarer til et dødsfald for knap hver 14. af de mennesker, der er testet positiv.

Reelt er dødeligheden dog noget lavere, i og med at antallet af bekræftede smittetilfælde ikke tæller de mange millioner med, der har været smittet, men som ikke er blevet testet.

Det er kun tre og en halv måned siden, at de første 41 smittetilfælde blev bekræftet i januar i den kinesiske millionby Wuhan, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Søndag meldte kinesiske myndigheder om blot tre nye bekræftede tilfælde af smitte. Myndigheder i Kina meddeler også, at samtlige coronapatienter i Wuhan nu er udskrevet.

De tre millioner bekræftede tilfælde, der nu er konstateret over hele verden på mindre end fire måneder, kan sammenlignes med de tre til fem millioner alvorlige tilfælde af almindelig influenza, som normalt på et år rammer verden ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO.

/ritzau/