Trump kalder coronapressemøder for spild af tid

USA’s præsident, Donald Trump, skriver på Twitter, at de daglige pressemøder om coronavirus er “spild af hans tid”.

Flere medier har rapporteret, at præsident endda overvejer at stoppe briefingerne en overgang.

Og lørdag bliver der ikke afholdt nogen briefing.

– Hvad er formålet med at have pressemøder i det Hvide Hus, når lamestream (nedsættende ord om massemedier, red.) medier kun stiller fjendtlige spørgsmål og derefter afviser at skrive præcist om sandheden eller fakta, spørger Trump på Twitter.

– De får rekordhøje seertal, og det amerikanske folk får ikke andet end fake news. Spild af tid og kræfter!
Forholdet mellem Trump og de amerikanske medier har været særdeles koldt under coronakrisen. De seneste dage har ikke været nogen undtagelse.

Torsdag sagde præsidenten, at man burde overveje at undersøge muligheden for at sprøjte desinfektionsmidler ind i mennesker som en behandling mod coronavirus.

Han kom også med en idé om nærmere at undersøge muligheden for at belyse folk med UV-stråler indefra eller udvendigt.

Begge forslag blev mødt med skarp kritik i medier fra sundhedseksperter verden over, som kaldte dem farlige.

Fredag holdt Trump et afkortet pressemøde uden de sædvanlige efterfølgende spørgsmål og påstod, at forslagene var ment “sarkastisk”.

/ritzau/AFP