Italien vil genåbne skolerne til september

Når Italien den 4. maj indleder en gradvis genåbning af samfundet, så vil fabriks- og bygningsarbejdere vende tilbage til jobbet som nogle af de første.

Det siger den italienske premierminister, Giuseppe Conte, i et interview med den italienske avis La Repubblica søndag.

Landets skoler vil til gengæld først åbne igen til september, lyder det.

– Vi arbejder i øjeblikket på at tillade en genåbning af en stor del af fabriks- og bygningsvirksomheder den 4. maj, siger premierministeren.

Mere konkrete planer om genåbningen vil blive præsenteret i begyndelsen af næste uge. Giuseppe Conte understreger samtidig, at virksomheder skal indføre strenge sikkerhedstiltag, før de kan genåbne.

Italien var det første europæiske land, der for alvor blev ramt af det igangværende udbrud af coronavirus.

Det var også det første land i Europa, der indførte en nedlukning af store dele af samfundet. Det skete i marts.

Mange lande har siden da fulgt trop ved at lukke ned for deres samfund.

Derfor bliver der også holdt skarpt øje med, hvordan og hvor hurtigt Italien vælger at vende tilbage til en mere almindelig dagligdag.

I alt er næsten 200.000 italienere blevet bekræftet smittet med coronavirus. Over 26.000 har mistet livet i Italien efter at være blevet smittet.

Coronavirus brød oprindeligt ud i slutningen af 2019 i millionbyen Wuhan i den centrale del af Kina.

Sidan da har det spredt sig til hele kloden. Globalt er 2,9 millioner personer blevet bekræftet smittet, og over 200.000 smittede har mistet livet.

/ritzau/Reuters