Fem værtshuse risikerer lukning efter kontrol i Stockholm

Fem værtshuse i Stockholm kan blive tvunget til at lukke, fordi de ikke overholder myndighedernes regler om at begrænse smitte af coronavirus.

Det skriver svenske SVT.

– Det handler om helt almindelig trængsel. Det drejer sig om for mange folk, der sidder for tæt, både ved udeserveringer og inde i lokalerne, siger Peter Brådenmark, enhedschef ved Stockholms miljøforvaltning, til SVT.

Sverige har – i modsætning til Danmark og mange andre lande – ikke valgt at lukke landets restauranter og værtshuse.

Dog skal stederne sikre, at gæsterne ikke er for tæt på hinanden. Hvis det ikke sker, er det muligt for myndighederne at beordre en lukning.

Lørdag blev 25 værtshuse inspiceret i den svenske hovedstad. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT. Ti af stederne levede ikke op til myndighedernes anbefalinger, og fem af stederne risikerer en lukning.

Det er Region Stockholms afdeling for forebyggelse af smittespredning, der endeligt afgør, om stederne skal lukkes.

– Jeg synes, at de bør handle, men beslutningen ligger hos dem, siger miljø- og klimaordfører Katarina Luhr fra Miljöpartiet til TT.

Ingen virksomheder er endnu blevet tvunget til lukning i Sverige.

Sverige har vakt opsigt ved at vælge en strategi i kampen mod coronavirus, der er anderledes end mange andre europæiske landes.

Blandt andet har de svenske skoler været åbne under hele udbruddet.

I alt er 2194 personer døde i Sverige efter at være blevet smittet med coronavirus. Det svarer til over 21 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Til sammenligning har Danmark godt syv dødsfald per 100.000 indbyggere.

18.640 personer er blevet bekræftet smittet med coronavirus i Sverige.

/ritzau/