Boris Johnson vender tilbage mandag efter coronasmitte

Den britiske premierminister, Boris Johnson, vender tilbage på arbejde fra mandag.

Det bekræfter en talsperson fra hans kontor i Downing Street lørdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Forud havde det ikke været bekræftet, om premierministeren ville vende tilbage på arbejde efter sit sygdomsforløb.

27. marts kom det frem, at Boris Johnson var blevet smittet med coronavirus.

Efterfølgende tilbragte han tre nætter på intensivafdeling i begyndelsen af april. Han er siden kommet sig efter virusset på sin bopæl.

Udenrigsminister Dominic Raab har fungeret som regeringschef i perioden i Johnsons fravær.

Lørdag aften er dødstallet for coronavirus i Storbritannien passeret 20.000. Alene i England er der samlet registreret over 18.000 døde på de engelske hospitaler.

Oven i det høje antal døde i Storbritannien skal lægges et stort men ukendt antal døde på plejehjem. De skal formentlig tælles i adskillige tusinder.

/ritzau/