Avis: USAs sundhedsminister kan få sparket efter coronafejl

Præsident Donald Trumps administration overvejer at erstatte sundhedsminister Alex Azar på grund af tidlige fejltagelser i håndteringen af coronapandemien.

Det skriver de amerikanske medier Wall Street Journal (WSJ) og Politico lørdag.

En talsmand for Det Hvide Hus, Judd Deere, benægter det og siger, at Azar fortsætter i stillingen.

– Enhver spekulation om personale er uansvarligt og en distraktion fra vores regerings håndtering af Covid-19, siger Deere.

WSJ henviser til seks unavngivne kilder, der har kendskab til sagen. Ifølge kilderne har der været fortrolige diskussioner om voksende frustrationer over Azar.

Administrationen er dog tilbageholdende med at foretage store ændringer, imens landet forsøger at inddæmme spredningen af cornavirus.

Politico har opstillet en kort liste af navne, der kan overtage posten for Azar, heriblandt Deborah Birx, der er Det Hvide Hus’ coronavirus-koordinator.

Adspurgt hvorvidt sundhedsministeren kan give en kommentar, svarer talskvinde Caitlin Oakley, at “minister Azar har travlt med at reagere på den globale sundhedskrise og ikke har tid til intriger”.

USA er det land i verden, der er hårdest ramt målt på coronarelaterede dødsfald og smittetilfælde.

Samlet set er 53.755 mennesker døde i USA, mens antallet af smittede tidligt søndag morgen lyder på 938.154. Det viser tal fra Johns Hopkins University.

Trump er selv blevet kritiseret for først at nedtone truslen med virusset, som han sammenlignede med en almindelig influenza.

Han har tidligere sagt, at situationen var under kontrol, før han erklærede national krisetilstand.

/ritzau/Reuters