USA registrerer 1469 døde coronapatienter på et døgn

USA har registreret omkring 1500 coronarelaterede dødsfald i løbet af 24 timer.

Det viser tal fra Johns Hopkins University mandag morgen.

1469 personer er ifølge tallene døde i tidsrummet fra klokken 05.00 søndag til klokken 05.00 mandag dansk tid.

I den tilsvarende periode i det forrige døgn var der 1911 dødsfald. Dermed er der sket et fald i antallet af registrerede dødsfald på 24 timer på 23 procent.

Samlet er 22.073 døde i USA, mens antallet af smittede mandag morgen lyder på 556.044. Det er omkring 26.000 flere end søndag morgen. Der regnes dog med et stort mørketal.

Mere end 42.000 af de smittede er meldt raske igen.

USA er det land i verden, der har registreret flest smittetilfælde og dødsfald under coronapandemien.

Derefter følger Italien, hvor 19.899 personer har mistet livet som følge af virusset.

I USA er New York City uden sammenligning hårdest ramt af virusudbruddet med i alt 6898 dødsfald.

Natten til mandag dansk tid meldte New York Police Department, at 2344 uniformerende politifolk i New York er testet positive for coronavirus, mens 489 ikke–uniformerede medlemmer af staben er registreret smittet.

Det svarer til 18 procent af deres medarbejdere, skriver CNN.

Den seneste uge er antallet af dødsfald i USA nogenlunde fordoblet.

USA’s præsident, Donald Trump, har sagt, at håbet stadig er, at diverse påbud og indskrænkninger som følge af virusudbruddet snart får en ende – gerne omkring begyndelsen af maj.

Anthony Fauci, direktøren for Det Nationale Institut for Allergi og Infektionssygdomme i USA og en af Trumps rådgivere under coronakrisen, har advaret mod at tro, at der findes et øjeblik, hvor der blot kan “tændes for kontakten” igen.

I bedste fald er 30. april et tidspunkt, hvor man kan begynde at overveje at lette nogle af restriktionerne, mener han.

Risikoen ved en for hurtig genåbning er, at en ny bølge med smittespredning opstår.

/ritzau/