Sverige registrerer 20 coronadødsfald på et døgn

Sverige har det seneste døgn registreret 20 døde med coronavirus.

Det viser den seneste opgørelse mandag fra Folkhälsomyndigheten, der er den svenske pendant til Sundhedsstyrelsen i Danmark.

Tallet er en stigning fra weekendens tal, der lød på 17 bekræftede coronadødsfald lørdag og 12 søndag.

Tallene skal samtidig dog tages med forbehold, da der kan være forsinkelser i rapporteringerne. Det har Folkhälsomyndigheten tidligere fastslået.

– Det skal fortolkes med stor forsigtighed, fordi vi ved, at vi ikke har lige så meget rapportering i weekenderne, sagde Anders Tegnell fra Folkhälsomyndigheten på et pressemøde mandag for en uge siden.

/ritzau/