Antallet af coronadøde i Italien steg søndag med 431

Antallet af coronadøde i Italien er søndag steget med 431 til 19.899, hvilket er den laveste stigning siden 19. marts. Det oplyser myndighederne.

Antallet af bekræftede coronatilfælde i Italien er steget med 4092 til i alt 156.363, siger myndighederne.

Antallet af døde under coronavirusudbruddet i Italien steg lørdag med 619.

Italien har næstflest registrerede dødsfald efter USA.

USA har fem gange så mange indbyggere som Italien.

Italiens 60 millioner indbyggere har lov til at forlade deres hjem, når de skal arbejde eller købe ind eller har specifikke ærinder som lægebesøg.

Det er kun tilladt at løbe og motionere meget tæt på ens hjem. Man skal medbringe et certifikat, som tydeliggør, hvorfor man er ude og ikke hjemme.

De italienske myndigheder har optrappet patruljeringer og håndhævelsen af de indførte restriktioner i påskedagene.

De gældende restriktioner blev indført 10. marts. De er foreløbigt forlænget frem til 3. maj af regeringen under premierminister Giuseppe Conte.

Conte og hans regering er under pres fra italienske erhvervsorganisationer, der har advaret om, at virksomhederne ikke vil kunne betale de ansatte løn, hvis nedlukningen varer ved.

/ritzau/Reuters