Trump håber på udjævning af coronavirus i hotspots i USA

Den amerikanske præsident, Donald Trump, udtrykker håb om, at USA ser en “udjævning” af spredningen af coronavirusset i landets hotspots.

Det melder præsidenten på sin daglige pressebriefing natten til mandag dansk tid.

New York, der er en af de hårdest ramte stater i USA, rapporterede søndag om et fald i det daglige antal dødsfald for første gang i en uge.

– Det er måske et godt tegn, siger Trump om faldet fra 630 til 594 dødsfald.

På Trumps forrige pressemøde natten til søndag dansk tid advarede han om, at virusset vil toppe i USA de kommende dage. Alligevel giver den nye udvikling præsidenten håb.

– Vi ser lyset forenden af tunnelen. Forhåbentlig i den ikke alt for fjerne fremtid vil vi være stolte at det arbejde, vi alle har gjort, siger han på pressemødet natten til mandag dansk tid.

I skrivende stund er mere end 335.000 personer i USA testet positiv for coronavirus. På pressemødet siger Trump, at mere end 1,67 millioner amerikanerne er blevet testet.

Indtil videre har over 9500 coronapatienter i USA mistet livet.

/ritzau/