Trump advarer om hård uge forude med coronadødsfald i USA

Den amerikanske præsident, Donald Trump, advarer om en drastisk stigning i dødsfald relateret til coronavirus de kommende dage.

Samtidig har det samlede antal af coronadødsfald globalt oversteget 60.000.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University, der dagligt opdaterer tallene på baggrund af coronasituationen i hele verden.

Donald Trump siger på et pressemøde sent lørdag aften dansk tid, at amerikanerne går ind i en af de hårdeste uger med “mange dødsfald”.

– Dette vil sandsynligvis være den hårdeste uge. Der vil være meget død, siger Trump på pressemødet.

Samtidig siger han, at USA ikke kan forblive lukket ned.

– Afbødningen fungerer, men igen, vi kan ikke ødelægge vores land. Jeg har sagt det fra begyndelsen – kuren må ikke være værre end problemet, siger Trump.

Milliarder af mennesker over hele verden lever under en eller anden form for nedlukning.

Omkring halvdelen af jorden er begrænset til hjemmet, også når det gælder arbejde og skole.

Virksomheder er lukket, hvilket giver enorme omkostninger for den globale økonomi.

I USA er over 8000 coronapatienter døde, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University.

Mere end 300.000 personer i USA er desuden blevet testet positive for coronavirus. Heraf er omkring 14.000 erklæret raske igen.

USA er det land i verden med flest smittetilfælde, mens Italien har registreret flest dødsfald med over 15.000 omkomne.

/ritzau/AFP