Skotlands sundhedschef trækker sig efter lockdown-tur

Den øverste chef for Skotlands sundhedsmyndigheder trækker sig i kølvandet på en tur, hun tog under corona-nedlukningen.

Det skriver flere britiske medier, herunder BBC.

Sundhedsdirektør Catherine Calderwood træder tilbage efter at have undskyldt for at have besøgt sit andet hjem, mens Skotland er under nedlukning på grund af coronaudbruddet.

Calderwood undskyldte for sin opførsel, efter at hun havde fået en advarsel af skotsk politi for at besøge sit andet hjem og dermed bryde de retningslinjer for social afstand, hun selv har været med til at bestemme.

Catherine Calderwood udtaler i en erklæring, at hun er “meget ked af det”, og at hun træder tilbage “med et tungt hjerte”, skriver BBC.

Hun fortæller videre, at hun er enig med den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, i, at “det berettigede fokus” på hendes opførsel risikerer at stjæle fokus fra modsvaret til pandemien.

/ritzau/