Italien har laveste antal coronadødsfald i to uger

I det seneste døgn er 525 mennesker i Italien døde, som var smittet med coronavirus.

Det er det laveste tal der er registreret i to uger, oplyser italienske myndigheder søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Et døgn inden var tallet 681.

I alt har Italien nu registreret 15.887 coronadødsfald, hvilket stadig er højere end noget andet land i verden.

For anden dag i træk er antallet af patienter i intensiv behandling faldende, viser de seneste tal fra italienske sundhedsmyndigheder.

/ritzau/