Italien har laveste antal coronadødsfald i to uger

I det seneste døgn er 525 mennesker, som var smittet med coronavirus, døde i Italien.

Det er det laveste tal der er registreret i to uger, oplyser italienske myndigheder søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Et døgn inden var tallet 681.

I alt har Italien nu registreret 15.887 coronadødsfald, hvilket stadig er højere end noget andet land i verden.

For anden dag i træk er antallet af patienter i intensiv behandling faldende, viser de seneste tal fra italienske sundhedsmyndigheder.

Der er søndag 17 færre patienter indlagt på intensivafdelingerne, hvor der ligger i alt 3977 alvorligt syge coronapatienter.

Lørdag faldt dette tal for første gang, siden epidemien brød ud i Italien den 21. februar.

Antallet af patienter, der er meldt raske, er steget med næsten fire procent til i alt 21.815, skriver nyhedsbureauet dpa

Italien har stadig 91.246 aktive tilfælde. Det tal dækker over de patienter, der på nuværende tidspunkt er syge af coronavirus, men omfatter ikke de døde og de raskmeldte.

Alt i alt har Italien nu registreret knap 129.000 tilfælde af coronasmitte siden udbruddet i februar. Det tal er steget med omkring 4300 i løbet af det seneste døgn – et tal der har været nogenlunde konstant i de seneste dage.

/ritzau/