80 procent af virusramte er symptomfri i kinesisk undersøgelse

En ny undersøgelse af coronapatienter i Kina kan ifølge forskere være et gennembrud i den måde, den globale coronapandemi bliver bekæmpet.

Undersøgelsen viser således, at langt de færreste, der bliver testet positiv for virusset, har symptomer.

Det fremgår af en artikel i det medicinske tidsskrift BMJ – British Medical Journal.

1. april begyndte kinesiske myndigheder at offentliggøre tal for, hvor mange coronapatienter, der viser symptomer.

I de første 24 timer af undersøgelsen blev 166 personer testet positiv for virusset. Heraf havde kun 36 symptomer – altså lidt over 20 procent. Langt de fleste af de personer, der havde symptomer, var tilrejsende.

Kina har indført grundig test af alle personer, der ankommer til landet, af frygt for at spredningen eksploderer igen.

Tom Jefferson, der er epidemiolog og forsker ved Oxford University, kalder resultaterne “meget, meget vigtige”. Det er dog for tidligt at konkludere noget, understreger han.

– Testgrundlaget er lille, og der vil komme mere data, siger han.

– Men lad os sige, at tallene er repræsentative – selv med en fejlmargin på ti procent – så tyder det på, at virusset er overalt.

Tom Jefferson mener, at undersøgelsen kan være et gennembrud. Ikke mindst for de myndigheder, der over hele verden forsøger at bremse spredningen af virusset.

– Hvis – og jeg understreger hvis – at resultaterne er repræsentative, så bliver vi nødt til at spørge, hvorfor alverden vi indfører nedlukning, siger Tom Jefferson til BMJ.

/ritzau/