New Yorks guvernør vil tage respiratorer fra privathospitaler

New Yorks guvernør vil tage respiratorer og værnemidler fra private aktører, der ikke bruger dem.

Det siger guvernøren, Andrew Cuomo, ifølge nyhedsbureauet AP.

På baggrund af sin position vil Cuomo kræve, at overskydende medicinsk udstyr fra privathospitaler og virksomheder kan tages i anvendelse for at afhjælpe den generelle mangel på udstyr i den hårdt ramte storby.

– Hvis de vil sagsøge mig for at låne deres overflødige respiratorer for at redde liv, så lad dem sagsøge mig, siger han.

Ifølge AP er der tale om et af de mest “aggressive” tiltag hidtil i USA for at imødekomme mangelsituationen.

Cuomo uddyber, at respiratorejerne vil få udstyret tilbage eller blive kompenseret på anden vis.

I USA står det værst til i millionbyen New York City, hvor over halvdelen af landets 100.000 registrerede smittetilfælde findes. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Borgmesteren i New York, Bill de Blasio, siger, at storbyen har brug for over 15.000 yderligere respiratorer og 45.000 flere ansatte i sundhedssektoren for at kunne håndtere epidemien gennem april og maj.

/ritzau/