Millionæren som insisterer på at være socialist skal være partileder

Labours brexit-ordfører Keir Starmer blev lørdag valgt som partiets nye leder efter Jeremy Corbyns afgang i december.

Den 57-årige nyvalgte leder, som bor i det nordlige London – nærmere bestemt i bydelen Kentish Town – har flere gange udråbt sig selv som værende socialist.

Keir Starmer har også været åbenmundet modstander af brexit.

– Min prioritet er, at vi kan være sikre på at tackle den store ulighed i det britiske samfund, har han tidligere sagt til BBC.

Derudover har han altid været “på de magtesløse side”, siger han.

Den tidligere offentlige anklager er dog også mangemillionær.

Det har ifølge avisen The Sun tidligere fået Labours venstrefløj til at frygte, at arbejdere i det nordlige England ville se ham, som en der mest tilhørte eliten.

Ifølge avisen bor Kier Starmer sammen med sin kone, Victoria Starmer, i et hus til 1,75 millioner pund- næsten 15 millioner danske kroner.

Starmer har en bachelorgrad i civilret fra Oxford University, som er et af verdens bedste universiteter.

Han har flere gange pointeret, at han selv er vokset i en arbejderklassefamilie, hvor han er søn af en sygeplejerske og håndværker.

Han er da også opkaldt efter Labours første parlamentariske leder, Keir Hardie.

– Idéen om, at jeg personligt ikke ved, hvordan det er for folk på tværs af landet, er ikke en underbygget påstand, har han tidligere udtalt ifølge The Sun.

Starmers opgave bliver at genrejse og lægge en ny kurs for arbejderpartiet og vinde regeringsmagten ved næste parlamentsvalg om knap fem år.

Det bliver noget af en opgave, da Labour ved parlamentsvalget den 12. december 2019 fik blot 32,2 procent af stemmerne. Det gav 203 af de 650 pladser Underhuset. Det var det dårligste resultat for partiet siden 1935.

Labour blev dannet i år 1900 af fagforeninger. Det blev hovedmodstanderen for Det Konservative Parti i Underhuset i London.

Siden afslutningen på Den Anden Verdenskrig har partiet haft regeringsmagten i sammenlagt 30 år.

I disse perioder har partiet haft seks forskellige premierministre. Tony Blair er den premierminister for Labour, der har haft magten længst, nemlig fra 1997 til 2007.

/ritzau/