Chiles præsident undskylder foto på karantæneområde

Chiles præsident, Sebastián Piñera, har vakt harme hos befolkningen.

Fredag stillede præsidenten op til fotos på en mennesketom Plaza Italia i opsmøget, hvid skjorte på trapperne til et monument, der afbilder chilenske general Manuel Baquedano, i hovedstaden Santiago.

Store dele af Santiago – inklusive Plaza Italia – er under streng karantæne, der forhindrer folk i at forlade deres hjem uden særlig tilladelse fra myndighederne i forsøget på at inddæmme smittespredning af coronavirus.

Derfor er det faldet mange for brystet, at præsidenten alligevel har begivet sig ud. En bruger på Twitter skriver blandt andet:
– Præsident Piñera går på Plaza Italia, mens regeringen beder folk om at blive hjemme. Dette er en provokation, der er ukorrekt for et statsoverhoved midt i en pandemi.

Piñera har efterfølgende undskyldt for sin opførsel på Twitter.

– Jeg tog et foto og fortsatte min videre færd. Jeg beklager, hvis det er blevet misforstået, skriver præsidenten.

I Chile er der indtil videre 3737 bekræftede smittetilfælde af coronavirus, mens 22 coronapatienter har mistet livet.

Plaza Italia var desuden centrum for regeringsprotester i efteråret, hvor mindst 31 mennesker døde, og mindst 300 blev såret.

Bandet Illapu, der er populært i Chile, skriver, at Piñeras handlinger kan risikere at udløse yderligere protester, når coronakrisen er forbi.

– Pladsen tilhører folket. Vi vil vende tilbage med mere kraft, og vi vil være millioner, skriver bandet på Twitter.

Protesterne i Chile begyndte den 18. oktober som protester mod prisstigninger på metrobilletter i myldretiden.

Det har siden udviklet sig til en bredere protest mod den politiske status quo, høje leveomkostninger og et ønske om et bedre sundheds- og skolevæsen i landet, der ellers regnes blandt Sydamerikas mere velstående.

/ritzau/Reuters