Britisk toprådgiver spår tidligst genåbning i udgangen af maj

Storbritannien vil næppe være i stand til at slække på de strenge restriktioner, der er indført for at bremse spredningen af coronavirus, før udgangen af maj.

Det siger Neil Ferguson, der er en af den britiske regerings øverste rådgivere på området, til BBC.

Han tilføjer, at myndighederne i øjeblikket arbejder på en plan for, hvordan man med tiden gradvist vil genåbne landet.

– Vi vil arbejde hen mod en situation, hvor vi i slutningen af maj vil være i stand til at erstatte nogle af de mindre omfattende restriktioner, siger Neil Ferguson.

– Der ligger et stort arbejde foran os, hvor vi skal se på, hvordan vi kan erstatte nogle af de meget strenge regler om social distance med et regime, der er baseret på omfattende test, tilføjer han.

Neil Ferguson understreger, at både kurven for smittede og døde i forbindelse med pandemien skal knække, før en delvis genåbning kan komme på tale.

/ritzau/Reuters