WHO: Bredere brug af masker kan have effekt på smittespredning

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, åbner op for, at en bredere brug af ansigtsmasker kan medvirke til at mindske spredningen af coronavirus.

WHO mener fortsat, at ansigtsmasker primært bør bruges af sundhedspersonale, da det er her, maskerne har størst effekt.

Men nu lyder det, at en mere udbredt brug af hjemmelavede masker eller andre måder at dække munden til på, også vil kunne være en måde at reducere smittespredning.

Det siger Michael Ryan, som er leder af WHO’s nødprogram, til journalister fredag aften dansk tid.

Flere end en million mennesker er hidtil blevet bekræftet smittet med coronavirus på verdensplan.

Ifølge WHO smitter virusset primært ved direkte dråbespredning fra host eller nys. Men Michael Ryan tilføjer, at der også i mindre grad er risiko for luftbåren smitte.

– Vi må gemme medicinske masker til vores sundhedsarbejdere i frontlinjen, siger han.

– Men idéen med at bruge tildækning af luftvejene eller munden for at forhindre (dråber fra, red.) hoste og nys, det er i sig selv ikke nogen dårlig idé.

Han understreger dog samtidig, at tildækning af munden ikke ophæver behovet for, at man fortsat vasker hænder og holder afstand til andre.

Torsdag lød det fra WHO, at en ekspertgruppe skal tage stilling til, hvorvidt flere bør bære ansigtsmasker på baggrund af ny forskning på området.

En ny undersøgelse fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) viser nemlig, at dråber fra host kan nå en rækkevidde på seks meter, mens dråber fra nys kan nå en rækkevidde på op til otte meter.

I storbyen New York har borgmester Bill de Blasio torsdag opfordret alle newyorkere til at dække deres ansigter til, når de begiver sig uden for hjemmet.

Også i Østrig har regeringen denne uge indført et påbud om, at alle østrigere skal have en maske på, når de handler i supermarkeder.

/ritzau/Reuters